Jeg havde igen i år meldt mig til Horsens MTB Prison Break – en god måde at få pulsen op på og få presset kroppen lidt mere end normalt.
Heldigvis var vejret bedre i år, det var delvis solskin og ikke råkoldt som året før. Derudover havde de flyttet nummer udlevering indenfor i en hal, så man kunne få taget mug-foto, kigge boder og slappe lidt af indenfor hvor det ikke blæste mm.
Jeg valgte (igen) at stille mig i bås nummer 4, for jeg mente ikke at jeg var blandt de hurtigste. Det betød så at jeg brugte en masse energi de første 5 km på at overhale en masse kørere. Næste år skal jeg stille mig midt i box 1, det passer nok bedere.
Selv løbet er meget grus/asfalt, hvor jeg umiddelbart vil sige at der var mindre mudder i 2023. Jeg fandt en gruppe at køre med, som jeg holdt mig til indtil omkring 30 km, hvor jeg ikke kunne holde farten mere og stille kunne se gruppen forsvinde foran mig.
Der var en anden som jeg kunne se foran, som jeg holdte samme fart som indtil vi nåede MTB sporet ved Bygholm Sø. Så forsvandt han fra mig. Jeg havde dårligt flow i sporet, tror at det var fordi jeg var træt for sidste år huskede jeg sporet som stærkt underholdende – i år skulle den bare overvindes. Der var nogle få som hentede mig sidst i sporet, det var heller ikke sket året før – så tror at min fart var dårligere i år.
Kørte sporet med de hurtige linier, men der er lavet sjove udfordringer rundt omkring – så det kunne være sjovt at prøve at køre sporet en dag man har “tid” til at lege.
Derudover så sloges jeg med dropper post og lock-up på MTB’en – kom rigtigt mange gange til at aktivere den forkerte – det er bare mega irriterende at sadlen droppes når man i stedet har brug for en stiv cykel til at køre op af bakke på.
Skal have flyttet rundt på knapperne til de 2, så dropper kommer til at sidde samme sted som på min Ibis.
Lå rimeligt alene ind imod fængslet, men blev næsten hentet op af den sidste bakke – det var eMTB’s der bare kan køre hurtigere op af. Havde dem lige i røven på det sidste stykke og tog en tæt men kontrolleret overhaldning på en ung fyr lige før mål for de skulle ikke have lov til at komme forbi – hans far var ikke ubetinget tilfreds :-(
Det lykkedes mig at holde dem bag ved mig – puha ;-)
I mål var jeg mudret fra top til tå – det havde regnet den del op til og der var også en byge undervejs i løbet. Det give masser af mudder i hovedet når man kører i “tog”.
Fik en fin 12@80 plads i min aldersklasse og nr 39@317 totalt på 51 km distancen – det var jeg rigtigt godt tilfreds med.

Horsens MTB Prison Break
Godt i mål - lidt mudret







