Hjerteflimmer – igen :-(.

I forbindelse med at vi var i Pisa havde Brian et par nætter hvor han sov rigtigt ringe – set i backspejlet var det nok der hvor de første symptomer viste sig.

I samme ferie var Brian ude og løbe en 10 km med personlig rekord for de sidste par år, måske det også var med til at trigge hjerteflimmeren.

Vi skulle til Denmark Open i weekenden efter ferien i Pisa, hvor det gik fint om fredagen hvor Brian spillede både Mix og Single uden problemer.

Lørdag havde Brian problemer ift opvarming til Mix kamp, hvor 4 smash i træk gjorde at han var meget forpustet hvilket var meget unormalt. Derfor blev Katrine bedt om at trække tiden mellem boldene i kampen, som i nogle dueller gav høj puls men ellers gik fint.

Søndag spillede Brian Herredouble, som gik fint uden at der blev noteret noget omkring forpustelse – så det blev ikke forbundet med evt hjerteflimmer at Brian havde været unormalt forpustet lørdag.

Tirsdag den 21 oktober på vej ind til arbejde i toget tog Brian så en EKG test på Garmin uret og BING den kom ud og sagde at der var AFIB ☹. Brian tog 2 yderligere tests og de kom ud med samme resultat, så der var måske noget om det.

Derfor ringede Brian til sin læge og fik en tid om eftermiddagen til at få taget et ”rigtigt” EKG. Desværre viste den det samme, Brian havde fået sit hjerteflimmer igen her næsten 2 år efter første gang. Brian blev bedt om at tage fat i hospitalet fordi han stadig havde en tilknytning til dem ifm første gang han fik flimmer. Adspurgt om Brian måtte tage til badminton om aftenen fik han at vide at det var ok, men at han skulle lytte til kroppen og stoppe hvis han blev utilpas.

Brian fik så en tid den 27 oktober, hvor det så viste sig at lægen troede det bare var et normalt statuscheck – det kunne Brian så sige at det ikke var og viste pulskurven fra lægen. Der blev udskrevet blodfortyndende medicin og Brian fik besked på at der skulle gå 3 uger på blodfortyndende medicin før han kunne blive DC konverteres tilbage til normal hjerterytme. Puha det er lang tid når man har hovedpine hele tiden, ikke sover om natten og bare er træt.

Lægen gav mulighed for at medicinere efterfølgende for at prøve at undgå et nyt anfald eller alternativt lave en ablation (brænding/fryning) af områder i hjertet – Brian ville helst have en ablation så han kunne undgå at tage medicin.

Der blev samme dag købt blodfortyndende medicin samme dag og det blev påbegyndt med det samme. Tidligste dag der kunne blive DC konverteres vil blive 18 november …

Efterfølgende kom der en tid til konveretering den 27 November som overlappede et stort arrangement ifm arbejde som Brian var vært på, så Brian bad om at få flyttet tiden. Næste tid blev så 6 december, hvilket var rigtigt svært at akceptere da Brian havde det rigtigt ringe og det var altså langt ud i fremtiden. Brian ringede derfor til hospitalet og forespurgte om det var muligt at komme på en afbudsliste, tror at sygeplejesken kunne høre desperationen i stemmen for de fandt heldigvis en ledig tid den 18 november 😊.

Inden Brian skulle konverteres blev Brian indkaldt til blodprøve og EKG den 11 november omkring middag på Herlev sygehus. Der blev taget blodprøve og derefter EKG, hvorefter prøvetageren siger at Brian har en lav puls (32). Hun skulle derfor tage fat i en læge for at det kunne blive diskuteret – så hun ringede til en læge og sagde ”jeg har en patient med en kritisk puls”. Heldigvis havde Brian oplevet det sidste gang og var ikke specielt nervøs, men det kunne måske havde været formuleret mere neutralt.

Brian blev placeret i en stol for at vente på en læge som viste sig at være rimeligt junior – så hun skulle ud og spørge en anden …. ventetid, hvorefter hun kom tilbage og sagde at Brian skulle en tur ned forbi Akut for at for checket pulsen/hjertet.

Jeg blev derfor fulgt ned til Akut hvor de fik placeret Brian i en stol og fik sat en masse målepunkter på overkroppen. Den nye måling viste sig ikke overraskende at hvilepulsen var rimelig lav (omkring 26), de spurgte om Brian havde det godt og det havde han. (altså ikke svimmel eller lign). Blodtryk og ilt i blodet var fint, dette på trods af de få hjerteslag – det hjælper at være i ekstrem god form. En junior læge kigge på EKG og sagde at det ikke var kritisk, så Brian blev sat til at vente til de havde tid til at kigge forbi.

I mellemtiden blev en ældre herre undersøgt i båsen ved siden af Brian – det viste sig at hans ”søn” var en af naboerne i Højen, det er sgu en lille verden.

Senere kom en yngre læge forbi og hørte til Brian og hvordan han havde det. Han ville gerne have en mere senior læge til at kigge på det, så mere ventetid. Han kom så forbi og sagde at det var meget unormalt at pulsen går ned ifm hjerteflimmer, så Brian’s type var ikke det som de havde mest erfaring i. De diskuterede det så med nogen udenfra og til sidst kom de så tilbage og sagde at de gerne ville indlægge Brian med henblik på at lave en DC konvertering dagen efter så pulsen kunne komme tilbage til et ”normalt” niveau.

Efter endnu en del venten kom der så en portør med en seng, men Brian fik lov til selv at gå op til hjerteafdelingen hvor han skulle indlægges. Deroppe blev Brian lagt på en stue hvor han var alene. Herlev’s stuer er noget større end dem i Gentofte, man kan godt fornemme at det er et nyere hospital.

Sygeplejesken kom så forbi og monterede en medicin-port og fik sat nye EKG punkter på og forbundet den til en mobil EKG måler. Brian’s kurve kom så op på skærmene i rummet – den var godt nok anderledes end alle de andres og med meget lavere puls.

Det var blevet sent og Brian var blevet ret sulten. Heldigvis havde de lidt ”reserve-mad”, så Brian endte med at spise 3 parisertoast, tomatsuppe og en dessert … tiltrængt.

Katrine kom forbi med tablet og personlige ting – og så snakkede vi lidt, men Brian var ret bombet efter en oplevelsesrig dag og en krop som også kørte på nedsat kraft. Efter Katrine var gået blev der kigget lidt tablet, hvorefter Brian lagde sig til at sove.

Det vil sige at kroppen var træt, men hovedet kørte for fuld kraft så det var rigtigt svært at falde i søvn ☹. Dette blev så kombineret med at sygeplejerskerne kom forbi 3 gange i løbet af de første par timer for at skubbe til Brian og høre om han havde det ok – de blev ved med at få alarmer for lav puls.

Til sidst blev de så trætte af det og ved 2:30 tiden blev det så besluttet at Brian skulle have medicin til at hæve pulsen. Først fik de doseret for højt, hvilket var ret ubehageligt for hvert hjerteslag kunne mærkes som en hård dunken i hovedet og de kom ret tit. Derefter skruede de ned for dosering og efter en ½ time var den på omkring 60 og der var ikke den ubehagelige dunken i hovedet 😊. Så gik de igen og Brian’s krop fik det nok bedre, for han faldt straks i søvn — jubiii.

Lidt senere fik Brian fjernet ilt i næsen og fik at vide at han kunne tage hjem lidt senere.

Denne gang var der ikke så store”brændemærker” fra DC konverteringen, dejligt.

I samtale med lægen blev det aftalt at der ikke skulle dyrkes sport den dag og at der ikke skulle spilles nogen turneringen i den efterfølgende weekend. Der måtte dog godt laves noget, bare det var med mådehold så hjertet kunne komme sig.

Efterfølgede sov Brian rigtig godt om natten – puha det var fedt at kunne sove igennem som normalt. Hovedpinen forsvandt desvære ikke, så det er ikke sikkert det var forskyldt af hjerteflimmeren. (det blev mindre med tiden …)