Ferie Canada Vancouver & Whistler

Sov meget urolig da jeg skulle mega tidligt op – skulle flyve kl 7:50 til Vancouver.

Check-ud via fjernsyn, ”Cisco” bus til lufhavnen og denne gang fandt jeg Air Canada’s checkin hurtigt. Det gik fint hurtigt gennem sikkerhed og havde næsten en time ved terminalen før vi kunne komme ombord.

Der var underholdning på flyet (dog et gammelt system), så jeg hørte musik hele vejen til Vancuver og prøvede at slappe/sove lidt.

Mødtes med Katrine i toget ind til byen fra Lufthavnen.

Katrine var landet dagen før og havde tjeket ind på det hotel vi skulle bo på medens vi var i Vancouver.

Hotellet var slidt slidt, men det er jo kun et sted vi skulle sove så det gik – helt i Brian stil. Stue, Soveværelse, badeværelse og køkken – intet mindre kan gøre det i CA 😉

Efter bagagen var sat af gik vi ned til havnen og fandt cafe Villagio. Vi havde begge ikke fået morgenmad, så vi gik lidt amok til den frokost. Købte nogle mandel crossianter – det smagte fantastisk af mandel, crossaint, marengs – gudespise. Lod til at det var en hyggelig havnefront de har i Vancouver.

Senere tog vi toget ud til VanDusen botanisk Have fordi vi syntes det lød som noget af det mest spændende i byen. Det var en dejlig have, de havde en masse ”staudebede” med nogle smukke blomster. Vi tog et utal af billeder i håb om at finde det rigtige billede til vores væg i Silkeborg. Dette krydret med en Ugle, store stole, Et indisk brudpar som skulle have taget billeder, en stor urtehave og en labyrint – masser at opleve.

Derefter tog vi toget tilbage til bymidten og fandt en ICA og fik købt lidt drikkevarer og lidt snold. Tilbage på hotellet fik vi slået vores meget ømme fødder op (+25.000 skridt) og hygget lidt. Vi var begge ramt af manglende søvn/jetlag – så vi crashede i sengen og fik ikke nogen aftensmad.

Vi vågnede ved 8 tiden og gik ned til havnen igen og fik mandel-crossaint og kanel-snegel til morgenmad – ikke særligt sundt, men det smagte fantastisk.

Derefter fulgte vi havnen/kysten rundt ud mod Stanley Park. Vi brugte en del tid på at kigge på vandfly der landede og lettede fra en terminal inde ved havnen. Der gik ikke 5 minutter mellem flyene – meget fasinerende.

Vi fulgte stien rundt til vi kom op til Beaver Lake og gik så rundt om den. Det var så absolut ikke noget særligt, den var lille og helt tilgroet. Derefter videre ned til Lost Lagoon, hvor vi kom forbi nogle staudebede på vejen som vi beundrede. Det er sjovt at kigge på potentielle nye stauder til Silkeborg – der er mange sjove/flotte blomster, også en del som vi kender i forvejen i DK.

Lost Lagoon var mere hyggelig, dog minder den mere om en sø i en park i DK. Vandet i den er regnvand som de renser og leder ud i den – egentligt en smart indretning.

Vi gik derefter op i byen til en IGA og købte noget frokost, som vi gik ned på havnen og spiste. Katrine sloges en del med hvepse – måske hun skal overveje en ny parfume 😉. Medens vi sad der kom der en reklame-cykel forbi og så fik vi en gratis sodavandsis – meget dejligt for det var blevet en varm dag.

Vi gik tilbage langs havnen ind mod byen og fik set Vandflyene på lidt nærmere afstand og også set ”Canada Place” kongresscenteret. Derefter ind i bycentrum igen og tilbage mod hotellet.

Undervejs var vi inde i en sportsforretning og helt mod forventning fandt Brian 4 sweatshirts han købte – vildt.

Fik hentet bagagen og gik så hen til Hyatt regency hotellet hvor bussen mod Whistler skulle stoppe. Den kom fint til tiden og vi trillede mod Whistler. Brian fik ajourført dagbog undervejs – en stille tur, dog var der kø de sidste mange kilometer ind mod Whistler så vi ankom lidt for sent.

Vores lejlighed lå for enden af gågaden, lige ved siden af det store supermarked. Vi blev grebet af en dejlig feriestemning med det samme, masser af mennesker som virkeligt så ud til at nyde livet (det var lang weekend for US/CA, labour day) . Lejligheden var fin med stue/soveværelse, køkken og bad. Den lå dejligt centralt ved gågaden – meget bedre end sidst Brian var i Whistler.

Vi smed bagagen og gik en tur i byen. Var nede ved lifterne så Katrine kunne hvor vi skulle køre dagen efter og ellers nød vi bare den dejlige stemning. Bagefter gik vi i det store supermarked – dog ankom vi 10 minutter i 20:00 og næsten med det samme blev vi bedt om at gå mod kassen og betale. Vi rev kød, spaghetti, tomatsovs og kirsebær-is ned i kurven – blev lige venligt bedt om at gå til kassen – og gik så hen og betalte.

Aftensmaden smagte godt og ikke så længe efter gik vi tidligt i seng.

Lørdag stod vi så op kl 8:00, det var den store dag og vi skulle ud og køre MTB i bikeparken. Gik ned og købte morgenmad, det er altså et vildt vildt fedt supermarked de har i Whisler. Lidt ligesom Menu, men bare 5x bedre – f.eks er deres grønsagsafdeling helt vild. Til gengæld er det mindst lige så dyrt som Menu, men det er jo ok når det er ferie 😊

Vi fik hentet liftkort til Katrine og udleveret beskyttelse (hjelm, knæbeskytter, skjold) & cykel hos G1 bike rentals. (samme sted Brian havde lejet året før).

Desværre var de ved at bygge ny lift, så i år skulle man tage Whistler Village Gondola op med cyklerne – dette betød at man skulle mingle 4 personer + MTB’s ind i en gondol – det var godt nok meget mere bøvlet end året før. Gav godt nok kriller i maven at skulle ind i dem, men det gik rimeligt fint også for Katrine med den store tunge cykel.

Første tur ned var på ”EZ Does it”, men den er altså meget kedelig og hård at køre. Derefter tog vi nogle af de grønne tekniske afstikkere Rod, Todd, Shady Acres, Del Bocca Vista – det var fine spor. Den ene gang havde vi kørt på Golden Triangle – den var rigtig fin med pumpe sektioner og fine små hop mm – den kan anbefales for begyndere.

Omkring middag var der mega lang kø – helt ud på torvet, hvilket til stor dels skyldes at det er lang weekend for US/CA og der var ekstra mange i byen. Vi stod i kø i omkring 30 minutter, men næste gang vi skulle op var ventetiden kun 15 minutter – så det var alt-i-alt ok.

Efter det var gået fint også med en lille afstikker til en blåt flow-spor, syntes Brian at det var tid til at prøve crank-it-up. Den var så meget kørt op, noget mere stejl end det andet vi havde kørt, havde stejle opkørsler til hop og der var en ny meget stejl sektion som var kørt op med store huller – så det blev en tur for Katrine som var en del for spændende. Hun måtte gå den nye sektion – forstår jeg godt, havde dårlig samvittighed da jeg kørte ind på den. Konklusionen er at Brian lige skal køre sporene først og lige bedømme om det er ok niveau før jeg trækker Katrine ud på dem.

Derefter holdt vi os til grønne spor og ved en 17:30 tiden var der gummi i Katrines ben så hun tog en lille pause. Brian tog en tur til toppen og kørte ned af Blue Velvet, den var ret stejl og rigtig meget kørt op, så det var en hård tur ned for håndledene.

Da begge var godt slidt så valgte vi at stoppe for dagen og aflevere cykler og udstyr. Katrines ben var meget slidte, Brian havde lidt ømme håndled – men benene var rimeligt ok.

Kiggede efter vandreture til dagen efter, downloadede AllTrails for at se hvilke spor der var. Valget stod mellem ”Lost lake” eller ”Acent trail Little Burn, Big Burn and Heart Burn”. Brian fik “overtalt” Katrine til den sidste som startede nede i Whistler upper village og gik op til toppen af Blackcomb Gondola turen. Set i bakspejlet var vi rimeligt bombede og informationerne i AllTrails blev ikke læst særlig nøje, så det var nok ikke den mest belyste beslutning vi tog – 6 km kan de fleste jo nok klare ☹.

Vi gik i supermarkedet og hyggede med at handle ind med alle de lækre varer. Aftensmad blev store bøffer med majs og stegte grønsager – nam nam.

Vi var begge ret trætte så det var lige på hovedet i seng derefter – en tur i Bikepark gør det onde ved en 😉

Søndag

Katrine var ikke helt frisk i benene efter bikeparken, men vi startede glade ud om formiddagen mod toppen. Først op til Upper Whisler Village og så op langs løjperne på en vandresti.

Den startede ret stejlt, så det rev i Katrines lægmuskler så tempo var nedsat i forhold til hvad hun normalt går. Det startede som stejl grussti, gik over i ujævnt stigninger i skoven og senere lidt bouldering agtigt. Vi havde ikke helt forstået informationen korrekt, troede at der var 3 km op og 3 km ned – men det viste sig at der var 6 km op alene. Det gav varmen selvom det ikke var en særlig varm dag, så vi blev faktisk ret svedige af turen. Det blev en stille tur op for Katrine var meget presset af de værkende muskler.

Undervejs blev vi overhalet af løbere som løb turen – det var sgu sejt for det rev da i benene bare at gå den.

Efterfølgende har vi fundet ud af at det faktisk var en sort vandresti – den var da også meget stejl op – hvilket navnet jo også indikerer. Turen var på 1200 højdemeter over de 6 km, så en ret høj stigningsprocent.

Efter næsten 3 timer nåede vi op til stationen, vi tog jakke på fordi det blæste meget og gik hen for at nyde udsigten. Der var Vancouver murmeldyr oppe ved stationen, så ud som de var vant til mennesker – katrine ”jagtede” en for at få billeder af den. Der lå også et par stykker og tronede udenfor hegnet, så tog nogle billeder af dem med den flotte baggrund.

Vi tørrede vores svedige tshirts på håndtørrerne på WC’erne – dejlig klamme ☹.

Var lige ved at miste Katrine til en bjørn, heldigvis kom hun helskinnet fra mødet 😉

Derefter fik vi noget frokost på cafeteriet, som var i et meget højere niveau end normalt på skisportssteder. De havde normale burger/fritter, thaimad og noget andet – faktisk rigtigt fint. Det var dejligt at lige få fyldt lidt på, Katrine havde dog haft brækfornemmelser hele vejen op så hun nøjes med noget youghurt med frugt.

Der er en masse trailspor oppe i terrænet, tror at det er mere normalt at tage liften op og så tage en tur hvor man har udsigten. Det må blive næste gang vi kommer til Whistler.

Normalt tager folk liften ned igen (dem der altså er så dumme at gå op) og det blev faktisk frarådet at gå ned igen ad sporet da det var stejlere en normale trail spor. Men Brian ville gerne og Katrine lod sig overtale, så ned det gik igen. Det var faktisk ikke så slemt igen at gå nedad selvom der havde været nogle ”grimme” steder opad. Dog satte det sig i lårbasserne og Katrine var så uheldig at træde rundt med den ene fod – så de sidste mange km var virkelige hårde for hende.

På delstrækninger løb vi nedad for det var ikke så hårdt for lårmusklerne og man svedte ikke af at løbe nedad.

Da vi kom ned til Whistler igen gik vi lige en tur og kiggede på markedet i Upper Vilage og så gik vi hjem – Katrine var helt på pumperne – bikepark og trail til himlen havde fået hende kørt helt ned.

Efter at havde slappet af et godt stykke tid, blev vi enige om at gå en tur i byen og kigge butikker. Der var mange butikker, men det eneste vi rigtigt fandt var nogle nogle Whistler sweatshirts til Brian – i første omgang nøjes jeg med at købe en med et sjovt print på.

Vi gik derefter i supermarket og købte ind til aftensmad – lokal Laks, grønsager og majs. Men den hårde dag sad i kroppen, så vi smed os i sengen ved 21:00 tiden og havde ikke kræfter til at lave aftensmad. Puha det er hårdt at holde aktiv ferie.

Mandag

Katrine var stadig meget kvæstet i benene dagen efter, så vi aftalte at dele os op. Katrine ville tage en let vandretur og Brian ville tage en dag i Whistler Bikepark.

Brian havde lejet en MTB et andet sted (Premium Mountain Rental i kælderen ved Spaghetti Factory) fordi de havde ikke nogle til udlejning ved det normale (G1) sted ved liften. Den nye cykel føltes faktisk en del lettere end den anden, så den var meget federe at køre på. Man kunne stadig komme af med den midt på dagen når man skulle have pause, så et bedere sted at leje næste gang.

Havde også kig på nogle Carbon MTB’s som dog var udlejet, kunne være sjovt at prøve forskellen mellem en aluminiums-tank og en carbon MTB. Måske næste år 😉

Benene var rimeligt gode, men tænkte at det var fornuftigt at varme op først så jeg startede med at køre ned af grønt spor – EZ + Golden Triangle. Der var lidt krampe i venstre lår, så var lidt nervøs for dagen.

Derefter kørte jeg den lette blå B-line nogle gange, som er en fint opvarmingsspor. Der er en del sving og nogle små hop som satte gang i kroppen, syntes faktisk det var lettere at køre end grøn for du skal arbejde mere med kroppen og er ikke så statisk i kørestillingen.

Derefter kørte jeg de teknisk blå ned (Ninja Cougar, Karate Monkey, Samurai Pizza Cat, Ho Chi Min), det var noget anderledes for man skulle arbejde med cyklen ud over drops, stennedkøsler mm. – det var sjovt men hårdt for kroppen.

Da jeg kom ned til liften var der nu rigtig mange mennesker, hvor køen gik ud over systemet som man skulle stå i (den var nu ca 11:00, så samme tidspunkt som om lørdagen). Det gik lidt hurtigere fordi jeg var i single køen, men tænkte at jeg ville prøve at køre til toppen for at få mere ud af turen. Stod af halvvejs (da alle stod ud af gondolen) og kørte hen til stoleliften som gik til toppen. Der var INGEN kø til den, det var tydeligt at rigtig mange blev på den nederste dele af bakken. På toppen kiggede jeg på sporoversigt og da Una moss (blå) så mindre stejl ud end Blue velvet (blå), p.g.a mange sving på kortet valgte jeg at prøve den. Den viste sig at være en fed flow nedkørsel med masser af sving med berms og kun kørt op nogle få strækninger. Kørte den en del gange, blev god til at svinge og have vægten ud over styret – i stedet for at hænge bag cyklen – og for hver gange blev jeg lidt hurtigere på nedkørslen. Syntes jeg var rigtigt godt kørende på den til sidst med fedt flow gennem svingene.

Det var fedt – en god kombination af få mennesker på den øverste så man stod direkte på liften op og et super fedt flow spor som ikke havde så mange bremsebump.

Mødtes med Katrine til frokost og jeg fik ”lov” til at til at vælge en Pizza joint. Vi ville egentligt have delt 1 pizza, men de overtalte os til at købe slices så vi ikke skulle vente på at de fik bagt vores pizza. Vi købte 5 slices, hvilke svarede til 5/6 af en pizza – og puha vi blev mætte af 2-Katrine/3-Brian slices for det var nogle næste ”deep-pan” pizzaslices. Det blev skyllet ned med sodavand, jeg fik en orange med sjov men god smag – for en gang skyld var jeg heldig med at prøve noget nyt.

Efter frokost kørte jeg op igen til toppen, for der var stadig en del kø. Denne gang prøvede jeg så at køre Blue Velvet ned. Den har nogle fede hop, er et ret stejlt blåt spor, men var rigtig mange steder hvor der var kraftige bremsebump. Det betød at den var mega hård ved håndledene, så den kørte jeg kun 1 gang. Sjovt, for kan huske jeg kørte den en del gange sidste år og syntes den var fed at køre – der må have været færre bump sidste år.

Så kom tiden til at få hoppet, så jeg kørte ned af Crank-it-up en del gange. Det var fedt at få luft under cyklen igen og køre på walls. Jeg skulle bare køre den nye sektion (ift sidste år) som var mega stejl, meget løs og med masser af dybe huller i rulle tempo, med masser af vægt på styret, så var den ok at køre.

Den nederste sektion (Heart of darkness) var ligesom sidste år med en masse bremsebump, så det var bare en der skulle overleves.

Der var efter 15:00 ikke så meget kø ved liften, så det var ok at kun køre på den nederste sektion igen.

Jeg stoppede kl 18:00 tiden, brugt i håndledene og ben – men ikke smadret. Syntes det var anderledes end sidste år hvor jeg husker at jeg stoppede ved 16:30 tiden og var meget smadret hver dag – måske man bliver bedre med tiden 😉

Fik afleveret cyklen og mødtes med Katrine. Så gik vi rundt og kiggede igen på de sweatshirts til Brian som havde set godt ud dagen før. Katrine gav en i gave og jeg købte en selv – så nu kan jeg reklamere for Whistler fremadrettet. På vej tilbage var vi lige inde på ølbar og Brian fik smagt de lokale øl – Katrine tog en lækker coctail. år.

Vi spiste den Laks mm til aftensmad som vi havde købt ind til dagen før. Den var mere tør end hjemlig laks og smager ikke af så meget.

Fik pakket kufferter så vi var rimelig klar til dagen efter som var rejsedag. Vi byttede kuffert, da Katrine havde planer om at købe en Samsonite i den mall der var ude ved Lufthavnen.

Tirsdag.

Vi lejede eMTB i 4 timer samme sted som Brian havde lejet downhill cykel. Katrine’s ben var stadig mega smadrede, så det skulle kun være en stille tur. eMTB’ene var lidt skuffende med en dårlig forgaffel og hardtail, så de var kun beregnet til at køre på grussti/asfalt, men det passede jo egentligt fint med at det skulle være en hyggetur.

Vi kørte ud til ”Lost Lake”, videre til Green Lake. Søen er grøn af mikroskopiske stenpartikler som bliver dannet på en gletcher når isen presser sten mod hinanden – det ser ud som om det er mega forurenet men er bare ”sten” i vandet.

Der var vandflyver fra Green Lake, kunne være sjovt at flyve en tur derfra og se bjergene fra luften – men det må blive et andet år.

Vi kørte så tilbage mod Rainbow Park, men stien mod Rainbow Park var lukket lige inden den, så vi måtte vende om og køre en loop ud over Raibow Lake trailhead.

Vi holdt pause ved et fugleudkigspunkt og umiddelbart da vi havde sat os kom er en Steller’s jay og tiggede mad fra os. Vi havde nogle fignebarer så Katrine fik fodret den. Den tog imod 1-2 stykker figne og så fløj den væk, for at komme tilbage lidt efter. Mon ikke den havde nogle unger som skulle fodres.

Derefter videre rundt langs Alta Lake og ud til Creekside, hvor vi kiggede på liften og byen. Den var meget mindre end Whistler, men egentligt ret hyggelig. Så tilbage mod Whistler og da vi havde tid tilbage kørte vi ud til skoven ved Lost lake og kørte lidt rundt i den. Vi kørte kun små grusspor, men der var også en del lette XC spor som måske kunne være sjove at prøve på en analog MTB. Det var mega let at køre stigningerne med eMTB’en – havde været hårdt uden el.

Turen var ikke særlig hård og var rigtig god for Katrine, hun gik næsten helt normalt igen bagefter.

Lidt senere på eftermiddagen gik vi ud for at nyde solskinsvejret og fik en is på det sted hvor folk havde stået i lange køer udenfor de tidligere dage. Heldigvis var ferien slut for US/CA turistene, så nu kunne vi gå direkte ind og købe en. Brian fik en med kokos og Katrine en med Salt-karamel, de var rigtig gode og med nogle tykke sprøde vafler.

18:15 gik vi ned til der hvor Skylinx skulle køre fra og vi kom fint på bussen som kørte kl 19:00.

Nogle rigtig dejlige dage i Whistler, hvor feriestemningen fik tag i os og vi syntes faktisk at det var ok at vi skulle hjem igen.

Vi blev sat af ved Hyatt Regency i Vancouver og gik med vores kufferter ned til et hotel overfor der hvor vi var sidst. Det var pænere, men der duftede sødt over det hele – hvad mon de prøvede at skjule ?

Der var næste ikke kø på det Japanske Ramen sted (Danbo) som vi havde set første gang, så vi gik derover for at spise aftensmad. Stod i kø omkring 10 minutter, hvor vi kunne udfylde bestilling imens – de havde en weblink så man kunne se hvad det var for nogle valg man kunne vælge – ret fedt.

Det var en skål med suppe, nogle tynde skiver kogt svinebryst (a’la rullesteg) og nudler – desværrre havde de ingen æg. Brian bestilte den stærke version – det gav røde kinder men smagte rigtigt godt. Katrine var også rigtig glad for sin skål.

Derefter på hovedet i seng – det havde været en dejlig lang dag.

Onsdag/Torsdag.

Stod tidligt op og gik ned på ”stamcafeen” og fik en scone og den obligatoriske ”mandel crossiant”, det var bare guf 😊. De må gerne oprette en filial i København/Silkeborg.

Derefter indleverede vi vores bagage og gik ned til metroen og købte et dagskort. Vi kørte ud til teknisk museum, men valgte bare at tage en gåtur langs havnen på den anden side af halv-øen.

Der sejlede nogle små færger rundt derinde, det ligende virkelig nogle ro-både hvor de havde sat en top på. Vi valgte dog i vanlig stil at gå turen i stedet, Katrine havde det bedre men var stadig ikke helt 100% – må sige at hun var blevet kørt godt i sænk.

Det var en hyggelig tur, der er mere hyggeligt i Vancouver end Montreal efter min mening.

Fandt en Startbucks og Katrine fik bestilt de Frappacino som hun havde gået og snakket om hele ferien. Vi gik ned til stranden med den, satte os på noget drivtømmer, hyggede og kiggede på hunde der hentede bolde/pinde i havet – altså indtil den ene ikke gad mere og ejeren kunne se bolden ligge godt ude i vandet, uden at have mulighed for at få den ind igen, da hunden var ligeglad.

Vi overvejede at tage færgen tilbage til den anden side, men da der ikke var nogen tidsplan på den gik vi tilbage over broen. Det var en rimelig god ide, for vi var længe over på den anden side før den første færge nåede over til der hvor vi skulle have stået på.

Derefter tilbage til hotellet og hente bagagen – og så med metro ud til Mall’en.

Vi fik kigget på kufferter og købt en lyseblå Samsonite i medium, så nu bliver vi godt rejsende fremadrettet.

Brian satte sig med bagagen ved et Mexikansk spisested, bestilte Nacho’s, Tortillas og en kokos-drink. Havde dog ikke taget højde for at det var US/CA størrelse portioner, så der var en del nachos til Katrine også.

Stedet lå så tæt på lufthaven at flyene som skulle lande kom ind lavt over Mall’en – det var meget fedt at kunne og se dem lande medens vi spiste.

Katrine blev ”sat fri” uden bagage til at købe ind – rovet var dog rimeligt ringe da hun kun kom tilbage med et par bukser. Hun var ikke vildt tilfreds med udvalget i Mall’en.

Vi sagde farvel og Brian tog metroen de 2 stationer ud til YVR. Indchekning gik fint og snart var Brian på vej hjem til DK over London. Brian fik sovet en del mellem YVR-LHR og fik skrevet i denne dagbog på det sidste ben. Alt-i-alt en fin tur hjem, hvor der denne gang kun var større forsinkelse (40 minuter) på sidste ben (LHR-CPH) – en forbedring ift de sidste gange Brian har fløjet med Air Canada.

Katrine brugte lidt flere timer i mallen, og endte med at købe 5 bluser og lidt småtteri. Hun kørte derefter i lufthavnen, selvom hun først skulle flyve dagen efter – kl. 12. Kunne desværre ikke tjekke bagagen ind, men fandt en god bænk, som jeg kunne ligge på, og sov fint den nat. Stod op, og kort tid efter kunne jeg tjekke bagagen ind, og derefter gå ind i lufthavnsområdet. Desværre var der ikke mange spændende butikker, så jeg gik til gaten.

Jeg var ikke imponeret over Air Canada. Flyet var iskoldt, jeg havde heldigvis både fleece og jakke på, men hende, der sad ved siden af mig rystede af kulde, og vi blev ikke tilbudt tæpper. Der blev ikke serveret mad, på trods af, at flyvningen varede 4 timer. De tog 5 dollars for hovedtelefoner, men selvom jeg havde mine egne med, gad jeg ikke se film, men valgte at læse de bøger, som jeg havde lånt på e-reolen (Australierne, en rigtig god serie). Jeg havde kun 1 time til mit fly gik i Toronto så jeg spurgte flere gange en af stewardesserne om hvordan Toronto Airport var indrettet, for at finde ud af, om jeg skulle løbe igennem lufthavnen og hvor lang tid jeg skulle forvente. Han var dog ikke særlig serviceminded. Han sagde begge gange, at kaptajnen ville informere, hvilket han selvfølgelig ikke gjorde.

Da vi landede, havde jeg fået en sms om, at mit fly var klar til tjek-ind, så jeg løb igennem lufthavnen, da jeg jo ikke vidste, hvor stor lufthavnen var. Det var en kæmpe lufthavn, og jeg skulle løbe langt, men heldigvis var der et par, der løb foran mig og banede vejen frem. Da jeg endelig nået til gate E80, stillede jeg mig klar til indtjekning, sammen med en bunke andre passagerer. Det endte dog op med at vi var en time forsinket – typisk Air Canada. Turen hjem gik ok.